Schweiz 2019

Männlichen, Grindelwald og First

Det blev som håbet og forventet igen en fin dag både vejr- og oplevelsesmæssigt. Jeg fik besøgt de steder, jeg havde sat mig for, og i dag fik jeg brugt mit transportkort i en sådan grad at jeg vist snart allerede har tjent det hjem 😆

Jeg startede dagen (efter bad og morgenmad, bare rolig) med at tage svævebanen fra Wengen, der ligger blot et stenkast fra hotellet. Den behagelige tur tog mig direkte op i 2230 meters højde til bjerget Männlichen, der rager op ved siden af Wengen by.

Selve toppen af Männlichen (eller Man-licken, som jeg hørte nogle amerikanere sige 😀 ) ligger dog 115 højdemeter længere oppe, så jeg måtte snuppe en lille vandretur på en lille halv time, som de kalder “Royal Walk”. Det var dog rigeligt turen værd, da man bliver belønnet med en 360 graders udsigt fra toppen. Pragtfuldt.

Efter en let frokost hos Berghaus Männlichen gik turen videre til byen Grindelwald. Normalt går der en svævebane dertil, men da den er under restaurering i år, er der indsat busser i stedet. Normalt hader jeg busser, men turen var faktisk ganske fin og gik i roligt tempo ned gennem adskillige hårnålesving.

I Grindelwald var vejret stadig fint. Det er en lidt større by med ca. 3800 indbyggere, der ligger i 1034 meters højde ved foden af flere bjerge. Den er et mekka for diverse alpinsport, hvilket tydeligt kan ses i bybilledet. Efter at have inhaleret en gang is fandt jeg da også hurtigt en svævebane, der igen kunne bringe mig op i højderne.

Turen gik nemlig til bjerget First, der ligger i 2168 meters højde. Turen med svævebanen tager ca. 25 minutter og passerer 2 stationer på vejen. Turen føltes dog ikke så lang, da den var behagelig og selvfølgelig med rigtig flotte udsigter på vejen.

Vel fremme på First gik turen til søen Bachalpsee, der ligger i 2265 meters højde ca. 5 km fra svævebanestationen. Søen ligger “gemt” inde i bjergene og består naturligvis af krystalklart vand, som bjergene spejler sig i. Et magisk sted, som jeg slog mig ned ved en rum tid, før jeg begav mig tilbage igen.

Da jeg kom ned til Grindelwald igen, snuppede jeg aftensmaden dér på et hyggeligt spisested med udsigt ud mod bjergene. Derefter hoppede jeg på et tog, der med et par skift undervejs tog mig rundt om bjergplateauet og tilbage til Wengen.

I løbet af eftermiddagen skyede det lidt til, hvilket uden tvivl er et varsel om det kommende vejrskifte hernede. De har lovet regn og bulder på et tidspunkt i weekenden, og soltimerne er desværre talte. Men det var jeg jo forberedt på, og jeg har taget tøj med til det hele. Jeg håber bare, vejret som lovet holder sig i skindet i morgen med, hvor jeg skal op til Jungfraujoch – Europas højeste togstation!

Nå, det blev en længere smøre. I kan se billeder fra dagens ture ved at trykke her, og nedenunder er jeg gået lidt video-amok med små sekvenser fra dagens svævebane-ture og udsigtspunkter:

Lille sekvens fra svævebaneturen fra Wengen mod Männlichen
360 graders udsigt fra toppen af bjergen Männlichen
Starten af svævebaneturen fra Grindelwald mod bjerget First – jeg morer mig, kan I nok se…
Total idyl og afslapning ved bredden af søen Bachalpsee

1 thought on “Männlichen, Grindelwald og First”

  1. Hej. Helt fantastiske udsigter. Der ser vidunderligt ud alle stederne. Og ikke mange turister, det er et stort plus og garant for ro og fred! Hav det fortsat godt. Her går det ok omend det er hedt. Kh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *