Schweiz 2019

Jungfraujoch

Dagen i dag var afsat til en tur til Jungfraujoch – hjemsted for Europas højest beliggende togstation i 3454 meters højde. Jeg var heldig med vejret på det meste af turen, så det var rigtig dejligt. Sent i går aftes fik vi et ordentligt tordenskrald her, som faktisk var fascinerende at se over bjergtoppene. I dag fik vi så igen en ordentlig skylle til aften efter jeg var kommet hjem på hotellet, så det kan jeg ikke klage over.

Nå, men jeg snuppede toget til Kleine Scheidegg – byen, jeg vandrede til i forgårs. Herfra går specialtoget nemlig op til Jungfraujoch. Der er 2 stationer på vejen, som går gennem en tunnel i bjerget, der imponerende nok er lavet for over 100 år siden. Efter ca. 50 minutter var vi fremme ved Jungfraujoch, der ligger på en såkaldt “saddel” mellem bjergene Mönch og Jungfrau.

Der er forskellige ting at se på deroppe, men sneen trak i mig, så jeg besluttede mig for at starte med en (meget) frisk 45 minutters vandretur til en bjerghytte, der ligger lidt længere oppe i højden. Udover det sjove i at traske i sne her mens Europa oplever hedebølge, var der selvfølgelig pragtfulde udsigter til sneklædte bjergtinder overalt hvor jeg kiggede hen. Jeg passerede desuden Aletsch-gletsjeren, som er den største gletsjer i Alperne.

Det var ganske udfordrende at vandre opad i den løse sne og i en endnu tyndere luft end de foregående dage, så det var med en vis tilfredsstillelse, jeg nåede hytten Mönchsjochhütte, hvor jeg fik en let frokost bestående af et par pølser med brød.

Tilbageturen var lidt nemmere, nu det gik nedad, og da skyerne også begyndte at blive tættere, passede det med, at jeg kunne udforske de forskellige mindre attraktioner, der er lavet i bjerget omkring togstationen. Det kan I se mere til i dagens billedserie, som I kan se ved at trykke her.

Godt træt i kroppen efter opholdet i højderne tog jeg toget tilbage mod Wengen igen. Jeg magtede ikke engang at gå ud at spise, så jeg bestilte en pizza via room service på hotellet – det er første gang nogensinde, jeg har prøvet det, haha.

Jeg har ikke nogen fastlagt plan for i morgen endnu, da jeg lige vil afvente vejrliget. Men oddsene er gode for, at jeg skal en tur med toget og vandre lidt et eller andet sted 😉 Herunder er et par videoer fra Jungfraujoch:

Snevandring på Jungfraujoch – bær over med mine fjogede udtryk…
Udsigt fra Sphinx observatoriet mod nord

3 thoughts on “Jungfraujoch”

  1. Der ville v i gerne have været i disse dage, puh. Det har været dejligt med sne og is landskaber. Vi var igen ude på Bjørnemosen i går aftes, og alt står meget fint og friskt. Hav atter en god og oplevelsesrig dag i højderne. kh

  2. Hej

    Alt ser godt ud, noget for mig tror jeg ?
    Det må väre märkeligt at gå sne om sommeren.
    Ha det fortsat godt dernede /oppe(?) ?
    Kh
    Torben

    1. Hej. Ja, du må med på vandreferie en gang. Nu har vi jo prøvet storbyferie 😉 Håber du er ved at komme over forkølelsen. Kh Carsten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *