Schweiz 2019

Schynige Platte

Dagen startede med pænt vejr, så jeg besluttede mig for at tage en tur i en anden retning i dag, nemlig til en bjergryg kaldet Schynige Platte, der ligger lidt nordpå mellem Wengen og søerne.

Der går en speciel tandhjulsbane op til Schynige Platte, og togvognene er over 100 år gamle Belle Epoque-vogne med træbænke, der bidrager til det idylliske indtryk. Turen går meget stille og roligt i et behageligt tempo, der giver rigeligt tid til at suge de flotte udsigter til sig på vejen op, der tager ca. 50 minutter.

Ved ankomsten blev vi budt velkommen af en trio af alpehornsmusikanter, og så kunne stemningen vist ikke blive mere autentisk 😀 Jeg snørede straks skoene og begav mig rundt på bjergryggen til de nærmeste tinder. Jeg nåede at nyde en fin tur med gode udsigter, men efterhånden skyede det til, så udsigterne forsvandt.

Jeg snuppede derfor toget ned igen lidt tidligere end planlagt, da det ikke gav mening at blive længere. På vejen ned begyndte det så at regne, så jeg blev også nødt til at droppe en planlagt gåtur langs en af de brusende floder.

Jeg snuppede derfor i stedet det sædvanlige tog tilbage mod Wengen, hvor jeg spadserede lidt rundt og kiggede på butikker, før jeg købte lidt schweizisk take-away, jeg tog med hjem til hotellet. Efter de forrige dages store oplevelser var det egentlig også okay med en mindre udflugt i et roligt tempo i dag.

Her til aften klarede det op og vejret blev fint igen. Men i morgen lover de udelukkende regn og skyet vejr over det hele hernede. Planen er derfor at tage til den større by Interlaken, der ligger nordpå mellem søerne. Der er der lidt flere butikker at kigge på, og måske kan det også blive til en lille bådtur.

Der er billeder fra dagens tur, hvis I trykker her. Husk at I kan se små beskrivelser, hvis I på billederne trykker på de 3 lodrette prikker til højre for billedet og dernæst på “Oplysninger”. Herunder er også lidt videoer fra dagens tur:

Togtur op til Schynige Platte med koklokker på den ene side og søudsigt på den anden
Velkomst med alpehornsmusik på Schynige Platte
Udsigt fra toppen af Oberberghorn på Schynige Platte

1 thought on “Schynige Platte”

  1. Hej. det var da endnu en fantastisk oplevelse. Ja, togturene her i landet er vel nok kedelige,haha.
    Her lover de også regn i dag, vi får se. Hav en dejlig dag. Kh f og m.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *