Schweiz 2019

Interlaken og St Beatus

I dag har det regnet uafbrudt, ganske som varslet. Det afholdte mig dog ikke fra at gå på sightseeing, så jeg satte kursen mod Interlaken, den større by med ca. 6000 indbyggere, som ligger mellem Thun-søen og Brienz-søen.

Som mange andre byer herned er Interlaken en turistby, så langt de fleste forretninger var åbne, selvom det er søndag. Efter at have spadseret langs gaden Höheweg, hvor de fleste interessante butikker ligger, satte jeg kursen mod Interlaken West, hvor der er bådafgange til Thun-søen.

Det er trods alt begrænset, hvor sjovt det er at vandre i regnvejr, så jeg havde udset mig et besøg til de såkaldte St Beatus-huler, som er nogle lange drypstenshuler med indre vandfald, grotter, slugter samt stalaktitter og stalagmitter.

Bådturen var behagelig og med udmærkede udsigter på trods af regnvejret. Det turkisfarvede vand gjorde også turen seværdig. Der skulle vandres lidt fra søniveau op til hulerne, hvor der desuden var kø for at komme ind, men det var spændende at gå på opdagelse i hulerne og se de aparte dannelser derinde.

Jeg fik akkurat timet turen, så jeg nåede den planlagte båd tilbage igen, og det var selvfølgelig en lige så fin tur. Tilbage i Interlaken dryssede jeg lidt mere rundt, før jeg snuppede aftensmaden på en god mexicansk restaurant, jeg havde udset mig. Derefter gik turen tilbage til Wengen igen.

Der er billeder fra dagens tur, hvis I trykker her, og nedenunder er der ligeledes et par videoer fra dagens oplevelser. I morgen krydser jeg fingre for bedre vejr, da jeg bl.a. påtænker at smutte ned og vandre gennem Lauterbrunnen-dalen med dens spektakulære vandfald.

Indgangen til St Beatus-hulerne, som tager sig ualmindeligt kønt ud…
Et klip fra bådturen tilbage til Interlaken efter besøget i St Beatus-hulerne

2 thoughts on “Interlaken og St Beatus”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *